Randers Kommune ejer en kolonihave, som ligger i Bjergbyparken i den nordlige del af kommunen. Den kan benyttes af alle aktivitetscentre og plejecentre, men er fortrinsvis tiltænkt personer med demens. Aktiviteterne i Kolonihaven afhænger af årstiden, men der er bl.a. mulighed for havearbejde, spil, gåture i området, madlavning og hygge.
Man kommer til og fra Kolonihaven med centrenes busser.
Aktivt fællesskab er et aktivitetstilbud, primært for personer med demens under 67 år.
Tilbuddet bygger på den nyeste forskning inden for demens, der viser, at motion og fysisk aktivitet kan forhale demenssygdommens udvikling, og samtidig kan forbedret livskvalitet holde sygdommen nede. Derfor indeholder tilbuddet bl.a. inden- og udendørs motion, med brug af naturens muligheder, socialt samvær, kulturelle oplevelser, undervisning og vejledning.
Der lægges vægt på, at det skal være sjovt at være med og du vil opleve sammenhold, udfordring, aktiv deltagelse og medindflydelse. Som noget særligt deltager Golden Retrieveren, Charlie, også i tilbuddet.
Aktivt fællesskab har lokaler på Fårup Ældrecenter og der tilbydes træning 3 dage om ugen, mandag, onsdag og fredag.
Det er demenskoordinatorerne, der visiterer til kurset, hvorefter personalet fra Aktivt fællesskab kontakter dig, for at afklare mål.
Demenstilbuddet Område Vest er et tilbud til personer med demens, som ikke bor i plejebolig. Tilbuddet har lokaler på Borupvænget i Randers og der er mulighed for at komme flere gange om ugen.
Der lægges vægt på at lave aktiviteter, der fremmer livskvaliteten og sundheden for brugerne. Derfor vælger vi aktiviteter, som bl.a. motion, dans, sang, madlavning og besøg af dagplejebørn og besøgshund. Vigtigst er, at lave meningsfulde aktiviteter, som vedligeholder brugernes fysiske, psykiske og sociale kompetencer.
Som noget særligt, har vi en campingvogn i haven, hvor personer med demens får oplevelsen af at være på campingferie, og får mulighed for bl.a. at genkalde gamle ferieminder.
Visitation sker gennem henvendelse til personalet, som efterfølgende laver en individuel vurdering sammen med dig og dine pårørende.
Personalet kontaktes på telefon 89 15 24 14
Fristedet er en seniorklub for personer med demens, som ligger i Dronningborg og har lokaler i et hyggeligt lille træhus i haven ved siden af Center Dronningborg.
Her lægges vægt på, at lave meningsfulde aktiviteter, som forbedrer mulighederne for at klare sig selv længst muligt, samt forebygge ensomhed og social isolation. Derfor indeholder tilbuddet aktiviteter som motion, madlavning, diskussion af forskellige emner og fejring af mærkedage. Ro, tryghed og fast personale danner rammen om hverdagen, og det, at føle sig værdsat som menneske står højt på dagsordenen.
Som noget særligt har Fristedet en hyggelig have, hvor der er mulighed for at lave havearbejde, plante og høste frugter, bær og blomster. Deltagerne er ude så meget som overhovedet muligt – året rundt.
Personalet kan kontaktes på telefon 29 26 40 95
Kastanjen er et dagtilbud for personer med demens, som ikke bor i plejebolig. Tilbuddet har lokaler på Tirsdalen og rammerne er trygge og overskuelige. Aktiviteterne tilrettelægges ud fra deltagernes interesser og ønsker og inden opstart, eller umiddelbart lige efter, tager vi på et hjemmebesøg, så vi kan tale om dine forventninger og motivation. Der er åbent alle hverdage og det er muligt, at deltage både hele og/eller halve dage. Personalet i Kastanjen arbejder ud fra, at hver deltager skal trives og oplever sig respekteret, anerkendt og værdifuld.
Hvis du vil høre mere om tilbuddet eller ønsker at deltage, så kontakt en af demenskoordinatorerne.
Gå dig glad er et tilbud i Asferg på Terneparken, til mennesker med en demenssygdom, som har lyst til at bevæge sig. Tilbuddet er hele dage fra 9.30 - 15.30 og inkluderer spisning, gåtur på min. 3 km samt afslapning og kaffe. Det koster 30 kr. pr. gang at deltage. Det er muligt at få bevilget taxakørsel til/fra Terneparken.