Demensbolig

Randers Kommune tilbyder boliger til personer, der har et stort behov for fysisk eller psykisk pleje og omsorg døgnet rundt.

Når man har en demenssygdom, spiller de fysiske omgivelser en stor rolle, i forhold til oplevelsen af tryghed og trivsel. Der er demensboliger på flere af Randers Kommunes centre. Fælles for dem alle er, at de er indrettet, så det er let for beboerne at orientere sig, og hvor der er mulighed for, at beboerne kan leve det hverdagsliv de hver især ønsker og magter. På flere af centrene er boligerne indrettede i boenheder, som er små og overskuelige, og hvor der er lagt vægt på at de forskellige rums funktion er tydelige og medvirkende til, at beboerne oplever forudsigelighed, tryghed og sammenhæng.

Til flere af boligerne hører en lukket gårdhave eller anden form for udeareal til, så det bliver sikkert for beboerne at bevæge sig udenfor på egen hånd.

Personalet har derudover en stor viden om demens og arbejder ud fra pædagogiske tankegange, hvor nærvær, og at hverdagen sker på den enkelte beboers præmisser, vægtes højt.

Hvis du ønsker at søge om en demensplejebolig, så kontakt Visitationsenheden tlf. 8915 2550.