Skriv dit barn op

Her kan du nemt og hurtigt skrive dit barn op til dagpleje, vuggestue, børnehave eller andre tilbud via Den Digitale Pladsanvisning.

Du kan skrive dit barn op til en plads i et dagtilbud, så snart barnet er født.

Du SKAL skrive dit barn til børnehaver samtidig med opskrivning til dagpleje og vuggestue.
Du kan naturligvis ALTID ændre dine ønsker på et senere tidspunkt.  
Der kan skrives op til alle de institutioner, som ønskes.   

Kontakt Pladsanvisningen, hvis du sletter / opskriver dit barn til nye ønsker SAMME DAG, så vi kan give dig den korrekte opskrivningsdato.   

Den Digitale Pladsanvisning

Opskrivning kan KUN ske digitalt, men du kan altid få hjælp i Børn og Skole - Pladsanvisningen på telefon 89151420.
Telefonen er åben mandag - fredag fra kl. 09.00 - 13.00 - onsdag dog lukket.

Hver mandag kan Pladsanvisningen træffes i Borgerservice mellem kl. 10.00 - 17.00.   

 

 

Her findes vejledning til " Skriv dit barn op": 

Trin for trin guide til opskrivning

Tilmeld dig samtidig digital kommunikation. Med digital kommunikation skal du ikke vente på posten; du får mail om tilbud og kan straks se det i Digital Pladsanvisning.

Du skal bruge din NemID til Den Digitale Pladsanvisning.

Via Digital Pladsanvisning kan du også:

  • få overblik over dagtilbud
  • følge udviklingen på ventelisten
  • søge økonomisk friplads
  • melde dit barn ud af et dagtilbud

Ønskes der en plads i umiddelbar forlængelse af de 26 uger, har kommunen en frist på yderligere fire uger til at tilbyde en plads. Barnet skal være skrevet op til pasningsgaranti senest tre måneder før, du skal bruge en plads.

Pasningsgaranti er en garanti for en plads inden for det dagtilbudsområde, hvor barnet er bosiddende. I dagtilbud Midt omfatter pasningsgarantien foruden institutioner, der er beliggende i dette dagtilbudsområde også følgende institutioner: Ålykke, Viborgvej, Birkebo, Hørhaven, Regnbuen, Mælkevejen, Skovly, Bækkestien og Midgaard, samt dagplejere i samme område.

Der er således ikke garanti for en bestemt plads og heller ikke garanti for bestemte åbningstider. I det omfang det er muligt, vil vi selvfølgelig forsøge at imødekomme dit ønske om plads.

Tilbyder vi dig en plads, er pasningsgarantien opfyldt. Siger du nej til pladsen, kan du først garanteres en plads igen tre måneder senere. Vi forsøger dog altid at hjælpe med en plads igen hurtigst muligt.

Det er i dag tidspunktet for forældrenes opskrivning af barnet til dagtilbud, der afgør barnets plads på ventelisten. Før april 2019 har det i Randers Kommune været barnets alder, der afgjorde barnets plads på ventelisten.

Tidspunktet for forældrenes opskrivning af barnet til et dagtilbud i Randers Kommune afgør barnets plads på ventelisten. Hvis barnet opskrives inden for de første tre måneder efter fødslen, vil det være barnets fødselsdato, der afgør placeringen på ventelisten. Efter de tre måneder er det datoen for opskrivningstidspunktet, der gælder.

Skriv barnet op én gang pr. dagtilbud

Opskrivning af børn til dagtilbud foretages én gang pr. dagtilbud. Det vil sige, at forældrene skal angive ønske om deres barns optagelse og mulighed for at komme på venteliste til:

  • et tilbud målrettet aldersgruppen 0-2 år, og
  • et tilbud målrettet aldersgruppen 3 år og frem til skolestart.

Ancienniteten knytter sig herefter til det konkrete dagtilbud, som regnes fra det tidspunkt, hvor forældrene tilkendegiver ønske om en plads i det pågældende dagtilbud.

Barnet kan på et hvilket som helst tidspunkt opskrives til et dagtilbud i aldersgruppen 0-2 år og et dagtilbud i aldersgruppen 3 år og frem til skolestart. Såfremt opskrivning til dagtilbud målrettet henholdsvis aldersgruppen 0-2 år og aldersgruppen 3 år og frem til skolestart foretages samtidig, regnes ancienniteten derfor fra samme tidspunkt.

Rækkefølgen ved tildeling af pladser  

I forhold til rækkefølgen vil der ved tildeling af pladser ligeledes blive foretaget en vurdering ud fra følgende:

  • Børn med særlige pædagogiske eller sociale behov på grund af fysisk/psykisk handicap og/eller sociale/familiemæssige forhold. Der skal foreligge en klar dokumentation for, at der er tale om alvorlige problemer.
  • Der er ikke generel fortrinsret for søskende, men det er muligt at opprioritere børn til en plads, hvis der i forvejen er optaget søskende i samme institution. Beslutning herom sker efter en selvstændig og konkret vurdering.

I øvrigt skal der ved anvisningen af ledige pladser tilstræbes følgende:

  • At der er en jævn aldersfordeling i institutionerne.
  • At det enkelte barns udfordringer, herunder barnets og familiens sproglige udfordringer, kan tilgodeses i institutionen, samtidighed med at der skabes mulighed for alle børns udvikling i institutionen. Beslutningen herom sker efter en selvstændig og konkret vurdering, og i en dialog mellem den konkrete institution og Randers Kommunes Pladsanvisning.

Optagelse fra dagpleje/vuggestue til børnehave

Ved optagelse i vuggestue/dagpleje er barnet sikret et forløb og skal derfor flyttes videre til børnehave, når der er tilbud om en plads. Hvis forældrene siger nej til pladsen i børnehaven, udmeldes barnet derfor samtidig af vuggestue/dagpleje.

Hvis barnet optages i en vuggestue i en kombineret daginstitution, der både har vuggestue og børnehave, er barnet automatisk sikret en plads i den kombinerede institutions børnehave efterfølgende.

Hvis dit barn er indmeldt i dagpleje/institution og får tilbudt en anden pasning, kan dagplejen/institutionen se/få oplyst, når dit barn får tilbud om en anden pasning.

Vær også opmærksom på, at en bestemt børnehave ikke er en sikkerhed for, at Randers Kommune senere kan tilbyde skolegang inden for det skoledistrikt, hvor børnehaven ligger. Som et forsøg har Randers Kommune frit skolevalg frem til 2021.

I 2018 indgik et flertal i Folketinget en aftale om "indsats mod parallelsamfund", herunder blandt andet en aftale om bedre fordeling i daginstitutioner. Aftalen betyder blandt andet, at der fra 1. januar 2020 i et kalenderår maksimalt i en daginstitution må nyindskrives 30% børn, der bor i et udsat boligområde. Dette fremgår af dagtilbudslovens §26a.

I Randers Kommune er der i dag to udsatte boligområder, nemlig Jennumparken og Glarbjergvejområdet. Ved at klikke på adresseoversigten over udsatte boligområder i Randers Kommune kan du se en oversigt over, hvilke adresser der er beliggende i et udsat boligområde i Randers Kommune.

Randers Kommunes Pladsanvisning følger løbende fordelingen af børn fra udsatte boligområder i de enkelte daginstitutioner, således at der ikke i en daginstitution i løbet af et kalenderår optages mere end 30% børn fra et udsat boligområde. Forældre fra et udsat boligområde kan derfor opleve, at de ikke kan få deres barn optaget i den ønskede daginstitution, selv om der er ledige pladser i daginstitutionen.

Private daginstitutioner er også omfattet af de samme regler om, at der maksimalt må nyindskrives 30% børn fra udsatte boligområder i institutionen i et kalenderår. De private daginstitutioner skal en gang årligt meddele Randers Kommune, hvor stor en andel af børn i institutionen, der kommer fra et udsat boligområde. Den private daginstitution skal selv sikre, at institutionen i et kalenderår ikke overstiger 30% nyoptagne børn fra udsatte boligområder.

Private pasningsordninger eller institutioner

Skal dit barn i en privat institution, skal det ikke skrives op via den Digitale pladsanvisning, men du skal i stedet henvende dig direkte i institutionen.