Udmeldelse af et pasningstilbud skal ske med én måneds varsel senest den 15. eller den sidste dag i måneden.
Hvis dit barn skal overflyttes fra dagpleje til et dagtilbud eller fra et dagtilbud til et andet eller til en kommunal SFO i Randers Kommune, skal du IKKE udmelde dit barn - det sker automatisk.
Du skal KUN udmelde, hvis dit barn IKKE går direkte videre til et andet tilbud i Randers Kommune.
Hvis dit barn skal overflyttes FRA en privat institution til et kommunalt tilbud, skal du selv udmelde dit barn i den private institution efter dennes gældende udmeldelsesregler.
Hvis dit barn skal overflyttes TIL en privat institution fra et kommunalt tilbud, skal du selv udmelde dit barn digitalt efter gældende udmeldelsesregler.
Skal dit barn på privatskole, skal du selv udmelde.
Det år, hvor dit barn skal starte i skole, udmeldes barnet pr. automatik af børnehaven pr. 31. juli. Du skal derfor kun udmelde, hvis du ønsker, at dit barn stopper før denne dato.
Er barnet indmeldt i førskolegruppe/SFO, skal du huske selv at udmelde, hvis du ikke ønsker, at barnet skal fortsætte i SFO efter sommerferien.
Ved fraflytning til anden kommune skal der udmeldes elektronisk efter gældende udmeldelsesregler.
Orlovsbevis - Mulighed for opsigelse af pasningstilbuddet til barnet i en periode
I Randers Kommune har forældre mulighed for at opsige pasningstilbuddet til deres barn for en længere periode på mindst 8 uger.
Forældre kan søge et såkaldt orlovsbevis. Reglerne for et orlovsbevis er, at forældrene udmelder deres barn af dagtilbuddet for en periode på mindst 8 uger. Forældrene er samtidig sikret en plads i samme institution, men ikke på samme stue, når barnet vender tilbage efter de 8 uger eller mere.
Muligheden findes også i dagplejen, men her er man ikke sikret at komme tilbage til samme dagplejer.
Forældrene har 1 måneds varsel til den 1. eller den 16. i måneden til at søge orlovsbeviset.
Ansøgning om orlovsbeviset kan ikke ske digitalt. Forældrene skal kontakte Pladsanvisningen på telefon 8915 1515, hvis de er interesserede i orlovsbevis.