Psykologen kan give råd/vejledning til forældre og personale, og hvis det vurderes relevant, kan psykologen også foretage observation og testning eller have samtaler med barnet/den unge.
Psykologfaglige vurderinger
Udgangspunktet for psykologens arbejde er psykologfaglige vurderinger, som laves på baggrund af de foreliggende oplysninger om barnet. Det betyder, at psykologen har behov for informationer både fra hjem og dagtilbud om barnets trivsel og udvikling.
På netværksmøder/tværfaglige gruppemøder har dagtilbud og hjem mulighed for at fremlægge deres bekymring, men også at beskrive barnets ressourcer og potentialer.
Nogle gange er de oplysninger, der kommer frem på mødet, tilstrækkelige til, at psykologen kan lave en faglig vurdering. Psykologens indsats kan så bestå i at give råd og vejledning til hjem og pædagogisk personale på netværksmødet og evt. deltage i opfølgningsmøder.
Supplerende oplysninger
Andre gange har psykologen brug for supplerende oplysninger for at lave en mere kvalificeret vurdering af problematikken. Disse kan indhentes på forskellig vis:
- Gennem spørgeskemaer, der kan udleveres af psykologen til dagtilbud og hjem.
- Gennem observationer af barnet
- Gennem testning af barnet
- Inddragelse af andre relevante faggrupper
Når psykologen har tilstrækkelige informationer til at lave en faglig vurdering, mødes hjem, dagtilbud og PPR typisk igen. Psykologen fremlægger vurderingen, og det drøftes i fællesskab, hvilken indsats, der er nødvendig for at støtte barnet. Psykologen kan efterfølgende deltage i eventuelle opfølgningsmøder, mødes med det pædagogiske personale og give yderligere sparring mv.