Gruppetilbud

I Talepædagogisk Center har vi et tværfagligt gruppetilbud for småbørn med sproglige vanskeligheder.

Grupperne er dels for børn med primært udtalevanskeligheder, også kaldet fonologiske vanskeligheder, og dels for børn med brede sproglige vanskeligheder, bl.a. forståelse af sprog og ordforråd. Endelig har vi grupper for børn, der har vanskeligheder med begge aspekter af sproget.

Indsatsen varetages af tværfaglige teams bestående af talekonsulenter, fysioterapeut og psykolog.

Grupperne foregår 1-2 gange om ugen, og børnene bringes til og fra centret med taxa. Omkring jul og sommer er der pause i grupperne.

Før optagelse

Forud for optagelse i gruppe skal der være foregået en talepædagogisk indsats i samarbejde med den talekonsulent, der er tilknyttet barnets dagtilbud. Det er desuden i samarbejde med denne talekonsulent, man vurderer, om et gruppetilbud kan være relevant. Talekonsulenten udarbejder en indstilling til gruppe, og et visitationsudvalg vurderer, om barnet optages.