Sansebearbejdning - for forældre

Lær hvordan du skal håndtere dit barn, hvis det har et anderledes sansesystem.

Kropumulige børn - findes de? Nej, det gør de ikke – men der findes børn, hvis krop og sansesystem opfører sig anderledes end andre børns.

Hvis du oplever et barn, som har meget motorisk uro, er letafledelig, udadreagerende, stædig, usamarbejdsvillig eller langsom og passiv, så kan forklaringen eller noget af forklaringen måske findes i barnets sansesystem.

Vi reagerer forskelligt på de stimuli vi får. Nogle oplever stimuli meget kraftigere end andre og bliver let overstimulerede eller trækker sig fra stimuli og aktiviteter med mange stimuli. Nogle kan også have et nervesystem som har brug for ekstra mange stimuli for at arbejde optimalt og de falder enten hen hvis de ikke får det tilført udefra og bliver passive, eller de kan virke overaktive i deres forsøg på at få stimuli tilført nervesystemet. Når børns sansesystem er udfordret på en måde, så det griber voldsomt ind i deres hverdag med socialt samspil, leg og læring, kan der være behov for at hjælpe børnene med at få reguleret deres sansesystem. Det kan gøres ved at stimulere barnet på en bestemt måde eller ved at skabe ændringer i barnets omgivelser.

Kurset er gratis.

Kurset finder sted:

Center for Pædagogisk Psykologisk Rådgivning
Gl. Stationsvej 9, 2. th.
8940 Randers SV

Der er 2 timers gratis parkering ved brug af P-skive på parkeringspladserne ved PPR. Der kan parkeres gratis og uden tidsbegrænsning på grus P-pladsen på Brotoften v/ Radio ABC.

Målgruppe: Forældre og primærpædagog til børn i alderen 3-6 år

Deltagerantal: 6-8 forældrepar og hvert barns primærpædagog

Undervisere: Børnefysioterapeuter ved PPR Marit Green og Trine Rimmer Refsgaard

Kurset veksler mellem teoretiske oplæg, casebeskrivelser fra praksis, drøftelser i små grupper og praktiske øvelser.

Indhold

  • Gennemgang af teoretisk grundforståelse omkring sansebearbejdning.
  • Gennemgang af viden omkring koblingen mellem sansebearbejdningsvanskeligheder, adfærd og evnen til at indgå i forskellige læringssituationer og i socialt samspil.
  • Redskaber og praktiske øvelser til at regulere barnets sansebearbejdning, så der efterfølgende er konkrete værktøjer til brug i dagligdagen i hjemmet og institutionen.
  • Planlægning af tiltag målrettet det enkelte barn og dets omgivelser.

Læringsmål

  • Deltagerne får teoretisk baggrundsviden omkring sansebearbejdning.
  • Redskaber til at observere og se bag om barnets adfærd ud fra et sansebearbejdningsperspektiv.
  • Tilegnelse af nye og konkrete handlemuligheder i forhold til barnet og dets omgivelser.

For at deltage på kurset skal forældre i samarbejde med barnets primærpædagog udfylde spørgeskema om sansebearbejdning.

Barnets primærpædagog skal indsende det udfyldte skema til:

Fysioterapeut
Trine Rimmer Refsgaard
E-mail: trine.rimmer.refsgaard@randers.dk.

Private institutioner, der ikke har en "randersmail" (@randers.dk), skal indsende skemaet via sikker post.

Efter tilmeldingsfristen foregår en visitation.

Besked vedrørende optagelse/afslag på kurset gives via mail.