Familiekonsulent

Det er meget forskelligt hvilke udfordringer og problemer, som kommer til at fylde i en familie. Alle familier har dog udfordringer.

For nogle familier kan problemerne hobe sig op, og det kan være svært at komme videre uden støtte og professionel hjælp.

Som forælder kan du altid søge rådgivning og vejledning til det, der vedrører problemer i netop jeres familie. Det gør du ved for eksempel at kontakte din familieafdeling.

Andre gange oplever familier, at hjælpen iværksættes på baggrund af underretninger fra barnets professionelle netværk. For eksempel er der en lærer eller pædagog, der har bekymring for barnets trivsel. Det kan også være naboer, der har udtrykt en bekymring.

Hvis familierådgiveren på baggrund af jeres eller professionelles henvendelse og bekymringer vurderer, at I har behov for rådgivning kan et af tilbuddene være en familiekonsulent.

Rådgivningen kan gives til hele familien eller forældrene, alt efter hvilket behov der er. Der kan også tilbydes individuelle samtaler til børn og unge.

Samtalerne kan foregå hos os eller i jeres hjem.

Problematikkerne i familier, der tilbydes familiekonsulent er ofte:

  • At I skændes for meget
  • At der er psykiske problemer
  • At dit barn pjækker fra sole eller mistrives socialt
  • At I har problemer med opdragelsen
  • At der har været eller er misbrugsproblemer
  • At der er vold i familien
  • At familien har oplevet dødsfald i den nære familie, som påvirker familien i svær grad
  • At der er store konflikter
  • Og meget andet

En familiekonsulent kan tilbyde dig og din familie råd og vejledning i forhold til de specifikke problematikker, I netop har.

Familiekonsulenten er uddannet enten pædagog eller socialrådgiver og har efteruddannelse indenfor familieområdet. Alle familiekonsulenterne hos Familiecentret, har bred erfaring i arbejdet med familier, med både små såvel som store børn.

Som Familiekonsulenter har vi det udgangspunkt, at der ikke er en bestemt i familien, der er årsag til problemerne. Det er med andre ord; problemet som er problemet.

Gennem samtaler undersøger du/I og familiekonsulenten sammen, hvordan problemerne påvirker Jeres liv, og sammen finder I frem til måder, hvorpå problemet i jeres familie kan løses.

Der tages altid udgangspunkt i det, som er vigtigt for Jer som familie.

Et formål med en familiekonsulent er oftest at løsne op for uhensigtsmæssige mønstre, at hjælpe jer til mere hensigtsmæssige måder at forstå jeres barns reaktioner på og derved også støtte jer i nye måder at være sammen som familie.

Et forløb med en familiekonsulent varer ca. seks måneder.

Kontakt

Gl. stationsvej 9, 1.
Randers
Telefon: 8915 8200
E-mail: lea.mikkelsen@randers.dk