Rismøllegården

Rismøllegården er en socialpædagogisk døgninstitution, som er en del af Ung- og Familieudførerområdet.

Rismøllegården har plads til unge mellem 14 og 18 år.

Anbringelse på Rismøllegården er for en periode af max. 6-12 mdr.

Målgruppe

Målgruppen er kendetegnet ved at have komplekse vanskeligheder. Dette være sig i form af fx. psykosociale, psykiske eller emotionelle problemer, samt belastede familierelationer, manglende skoletilgang og/eller tilknytning til arbejdsmarkedet.

Målgruppen er endvidere karakteriseret ved, at der oftest er tale om unge, hvor de familiemæssige problemstillinger er medvirkende årsag til anbringelsen.

Ligeledes kan der være tale om unge, som har svært ved at indgå i relationer på konstruktiv vis, unge med tilknytningsforstyrrelser, unge der er diagnosticerede med fx. Adhd, eller som er hyperaktive. Unge med fx. depression, angst og adfærdsvanskeligheder er også indeholdt i målgruppen.

Der kan modtages unge, som har et forbrug af euforiserende stoffer/alkohol under forudsætning af, at den unge er motiveret for at indgå i et samarbejde med Rismøllegården og Rusmiddelcentret om at ophøre med sit forbrug. 

Mål

På Rismøllegården er vores overordnede mål, at alle skal behandles med respekt, samt at de unge skal mærke tryghed og omsorg. Miljøet på afdelingen bærer præg af tydelige voksne, hjemlighed og varme.

Der arbejdes systemisk, narrativt og anerkendende.

De unge, der bor på Rismøllegården, skal frekventere ekstern beskæftigelse - det være sig fx. skole, praktik eller lønnet arbejde. Samtidig forsøger vi at motivere de unge til at engagere sig i en fritidsaktivitet udenfor huset.

En familierettet indsats

Forældre, hvis unge anbringes på Rismøllegården, skal indgå i et samarbejde med Rismøllegården, og udgangspunktet er, at forældrene er indstillet på at indgå i en familierettet indsats, mens den unge er på Rismøllegården.

Der henvises til Rismøllegården gennem familiens socialrådgiver.  

Leder
Lene Gorm Jørgensen
Telefon: 2753 5119
E-mail: lene.g.jorgensen@randers.dk