Mitten Ferrar er tidligere selvstændig indretningsdesigner og arbejder som daglig leder i det socialøkonomiske genbrugsvarehus Finderiet i Randers.
Mittens fokus inden for indretning er at ”se muligheden i det, der er der i forvejen” og genbruge gamle ting for at skabe nye looks.
Og hvad har det med din affaldssortering at gøre?
Mitten har lavet sit køkkenskab om til et affaldsarrangement, som næppe vil skuffe (haha).
”Skuffer er mere praktiske end låger, når du vil udnytte pladsen under vasken. For så kan du let nå det, der står bagerst.”
Hun har inviteret os indenfor for at vise, hvordan hun har lavet sit eget køkkenskab om til en praktisk skuffe til affald.
Så hvis du er klar på at sætte en dag af til et lille gør-det-selv-projekt, som gør din sortering lettere, kan du følge Mittens guide ’Fra skab til skuffe’:
Fra skab til skuffe – Step by step
- Mål skabets bredde og dybde.
- Køb en høj skuffe der passer til skabets mål. Skuffen behøver ikke en front, da du bruger din egen skabslåge.
- Afmonter skabslågen.
- Læg lågen på gulvet med forsiden nedad. Placer skuffen ovenpå.
- Mål, så skabslågen flugter med de øvrige køkkenlåger.
- Tegn omridset af skuffen på lågen.
- Mål hvor skuffens huller til skruerne sidder og bor tilsvarende huller i omridset på lågen. Pas på ikke at bore igennem pladen!
- Fastgør skuffen på lågen.
- Monter skinnerne i skabet. Brug gerne de huller, som allerede er i skabenes sider.
- Sæt skuffen i og indret din nye affaldsplads.
Tip! Sådan fixer du håndtaget
- Erstat køkkenskabets lille håndtag med et langt og vandret. Alternativt kan du tilføje et ekstra håndtag over for det, der allerede er. På den måde kan du trække skuffen mere lige ud.
- Fyld de gamle skruehuller med fuge.
Tre råd til at få styr på dine spande
- Brug firkantede spande som passer til skuffens mål. Små spande kan stå oven på hinanden.
- Regn med at have plads til 4-5 spande afhængig af størrelsen. Pap og farligt affald kan ofte ligge andre, smalle steder.
- Sørg for at spandene med rest- og madaffald er lette at komme til, da det er dem, du oftest bruger ved madlavning.