Du må lægge alle slags flasker, bøtter og dunke af plastik i din genbrugsbeholder, hvis bare de er tomme og skyllede fri for madrester og andet snask.
Klem luften ud af de bløde flasker
Du må meget gerne klemme luften ud af de bløde flasker og sætte låget på igen - så fylder de mindre, og skraldebilerne kan spare nogle ture til Randers Affaldsterminal for at læsse af.
Skær eventuelt hul i!
Hvis flasken eller dunken er svær at få vand ned i, kan du evt. skære eller klippe et hul i den. Så er den nem at skylle ren.
Om små plastikdimser
Hvis du sorterer mælkelåg, yoghurtlåg og andre plastikdimser i samme størrelse fra, skal du samle dem i en beholder med låg. Noget af plastikken bliver håndsorteret, og det er så godt som umuligt at fange de helt små ting med handsker på.
Eksempler
Her er eksempler på hvilken slags plastikbøtter og flasker, du må sende til genbrug:
Flasker og dunke fra for eksempel:
- vaske- og skyllemiddel (tømte og skyllede en enkelt gang)
- ketchup og sennep (skyllet rene for madrester)
- shampoo (tømte og skyllede en enkelt gang)
- læskedrikke (uden madrester)
- sprinklervæske og lignende (tømte og skyllede en enkelt gang)
Husk, at det er gratis at bestille en større eller flere beholdere til dit genbrugsaffald. Det er også billigere for dig, jo mere du får taget ud af restaffaldet og puttet i de andre fraktioner.
Bøtter, små spande og bægre
Både tykke, tynde, sprøde, bløde og hårde kvaliteter kan bruges, så længe der ikke er madrester og andet skidt på.
Urtepotter samt plastikbakker fra frugt og grønt, chokolade og småkager må du også lægge i beholderen. Husk at fjerne madrester, jord og andet snask.
Selvom du bruger lidt vand på at skylle emballagen ren, er det stadig mere miljøvenligt end at brænde den!