I henhold til Loven om obligatorisk byggeskadeforsikring, som trådte i kraft d. 1. april 2008, skal der foreligge et tilbud på en byggeskadeforsikring i forbindelse med ansøgning om byggetilladelse til ny bebyggelse, som hovedsageligt skal anvendes til beboelse, eller ved ombygning, renovering eller tilbygning af eksisterende bebyggelse, der ikke hidtil har været anvendt til beboelse.
Hvorfor skal der tegnes en obligatorisk byggeskadeforsikring på din bolig?
Hvis der opstår en væsentlig byggeskade på din nye bolig, kan det stille dig i en vanskelig situation præget af usikkerhed om, hvem der skal udbedre byggeskaden, hvordan du får gennemført et krav mod den ansvarlige, hvornår byggeskaden vil blive udbedret og om byggeskaden får væsentlige økonomiske konsekvenser for dig. Dertil kommer ligeledes irritationen over, at din nye bolig ikke lever op til det, der i sin tid blev aftalt.
Med en obligatorisk byggeskadeforsikring i hånden er du meget bedre stillet, hvis der opstår væsentlige byggeskader på din bolig.
Læs mere om, hvornår der skal tegnes byggeskadeforsikring, og hvad forsikringsordningen indebærer.
Undtagelse fra forsikringspligten
I særlige tilfælde kan byggeriet være undtaget fra forsikringspligten, jf. byggelovens 25A, stk. 2
Eksempelvis vil et enfamiliehus, der opføres af ejer selv, være undtaget fra forsikringspligten. Dette gælder også, hvis ejer indgår aftale med hver enkelte fagentreprenør, og ejer selv er ansvarlig for at styre opførelsen af byggeriet herunder koordinering af de enkelte udførende håndværkeres arbejde.
Erklæring om fravalg af byggeskadeforsikring finder du her.
Tvangsbøder
Randers Kommune har på byrådsmødet den 22. november 2010 besluttet at pålægge den professionelle bygherre ugentlige tvangsbøder på 7.000 kr./bolig, hvis byggeriet helt eller delvist er taget i brug, uden at bebyggelsen er forsikret eller uden, at der er indsendt den krævede dokumentation.
Kommunens afgørelse om at pålægge bygherren tvangsbøder kan ikke påklages til anden administrativ myndighed og bygherren må anlægge sag ved domstolen til prøvelse af kommunens afgørelse.
Udlejningsejendomme
I forbindelse med ansøgning om byggetilladelse til opførelse af en ejendom, som skal anvendes til udlejning, skal bygherren over for kommunen på tro- og love erklære, at ejendommen skal anvendes til udlejning (Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om byggeskadeforsikring § 30A). Du kan læse mere om de særlige regler for udlejningsejendomme i styrelsens vejledning om byggeskadeforsikring.
Tro og love-erklæring ved opførelse af udlejningsejendomme finder du her.
Bygherren skal umiddelbart inden byggeriet færdigmeldes få tinglyst servitut på udlejningsejendommen med følgende ordlyd:
"Denne ejendom er opført med henblik på udlejning og er dermed ifølge byggelovens § 25 A, stk. 2, nr. 6, undtaget fra kravet om byggeskadeforsikring. Såfremt ejendommen sælges som ejer- eller andelsbolig inden for en 10-årig periode efter færdigmeldingen, er sælger forpligtet til at tegne en byggeskadeforsikring på ejendommen, jf. byggelovens § 25 C, stk. 3."
Dokumentation for at servitutten er tinglyst, skal fremsendes til kommunen sammen med færdigmeldingen. Er der flere boligenheder i ejendommen, skal servitutten tinglyses på samtlige enheder. Du kan læse mere herom på Tinglysningsrettens hjemmeside.
Vejledning til oprettelse af tinglyst servitut vedr. udlejningsejendomme