Enfamiliehuse og rækkehuse

Læs mere om hvordan du søger byggetilladelse til enfamiliehuse og rækkehuse.

Hvis du ønsker at opføre enfamiliehus/rækkehus, tilbygning, udestue m.v., skal der først indhentes byggetilladelse.

Ansøgningen skal indeholde de relevante oplysninger, beskrivelser, tegninger og de nødvendige tilladelser efter anden lovgivning, eksempelvis landzonetilladelse, dispensation fra naturbeskyttelseslinjer mv.

Såfremt byggeriet kræver dispensation fra bygningsreglementet, eller kommunen skal foretage en helhedsvurdering på grund af overskridelse af byggeretten, skal der medsendes en begrundet ansøgning, der redegør for, hvorfor bygningsreglementets krav ikke kan efterkommes.

Du kan se en samlet liste over ansøgningsmateriale efter BR18 her.

Ved opførelse af ny rækkehusbebyggelse skal der ligeledes fremsendes vejprojekt og udstykningsforslag til godkendelse. Du kan se en samlet liste over ansøgningsmateriale til godkendelse af vejprojekt her.

Tilladelsen bortfalder, hvis arbejdet ikke er påbegyndt inden 1 år fra tilladelsesdatoen. Byggeriet må ikke igangsættes, før du har fået byggetilladelse.

Brandklasse

Når du søger byggetilladelse til enfamiliehuse, dobbelthuse, rækkehuse og om-/og tilbygninger hertil, skal du indplacerer byggeriet i brandklasse 1-4.

For at byggeriet kan være indplaceret i brandklasse1 eller 2, skal byggeriet opfylde bygningsreglementets vejledning  Bilag 1a - Præ-accepterede løsninger  - Enfamiliehuse.

Etagearealet på grunden eller bygningsafsnittets størrelse kan også have indflydelse på, hvilken brandklasse byggeriet kan indplaceres i. Du kan blandt andet læse mere i bygningsreglementets § 493  og i bygningsreglementets vejledning til kap. 5 - Brand

Du skal begrunde dit valg af brandklasse i byggeansøgningen.

Hvis byggeriet indplaceres i brandklasse 2-4 skal du have tilknyttet en certificeret brandrådgiver til din byggeansøgning,

Konstruktionsklasse

Når du søger byggetilladelse til enfamiliehuse, dobbelthuse, rækkehuse og om-/og tilbygninger hertil, skal du indplacerer byggeriet i konstruktionsklasse 1-4.

Indplaceringen er blandet andet afhængig af:

  • Konstruktionens konsekvensklasse
  • Er det en simpel eller kompleks konstruktion
  • Er det en traditionel eller utraditionel konstruktion

Du kan læse mere om indplacering i konstruktionsklasser i bygningsreglementets kap. 26 og Vejledning om indplacering i konstruktionsklasser (Se 3.0.0)

Du skal begrunde dit valg af konstruktionsklasse i byggeansøgningen.

Hvis byggeriet indplaceres i konstruktionsklasse 2-4 skal du have tilknyttet en certificeret statiker til din byggeansøgning,

Husk gebyret

Når kommunen giver en byggetilladelse vil der samtidig blive opkrævet et gebyr for byggesagsbehandlingen.