Ansøg digitalt
Ansøg om enkeltydelser digitalt.
Husk at søge før du påtager dig udgiften
Du skal kontakte kommunen med ansøgning om enkeltydelser, før du påtager dig udgiften, da du normalt ikke kan få hjælp til udgifter, som du har påtaget dig, inden du har søgt kommunen om hjælp.
Krav til dokumentation
Vedlæg dokumentation for det du søger om og for de indtægter/udgifter, du skriver i ansøgningsskemaet. Vedlæg desuden dokumentation for, at dine udgifter er betalt, typisk kvitteringer eller betalingsserviceoversigter.
Søger du økonomisk støtte til:
- Depositum: vedlægges kopi af lejekontrakt samt dokumentation for ansøgt om lån i banken. Du må ikke underskrive lejekontrakten før afgørelse på din ansøgning foreligger.
- Tandbehandling: overslag fra tandlæge. Behandlingen må ikke påbegyndes før afgørelse fra sagsbehandleren foreligger.
- Briller: overslag fra optiker.
- Medicin: kopi af medicinliste fra apoteket for de sidste 12 måneder med angivelse af udgiften. Kopi af recept hvis der er tale om ny medicin, du ikke tidligere har købt på apoteket.
- Fysioterapeut og psykolog: Henvisning fra lægen
- Kiropraktor: Dokumentation fra lægen.
- Samvær: Dokumentation for samværsudgifter f.eks. transport og kopi af eventuel samværsresolution fra Statsforvaltningen.
- Regninger: Kopi af den regning der søges tilskud til
- Flytteudgifter: Overslag fra 3 flyttefirmaer.
- Etablering (indbo): Skriv konkret, hvilke typer indbo, du søger om tilskud til.
Derudover skal du vedlægge følgende dokumentation:
- Engagementsoversigt fra banken
- Kontoudskrifter 3 måneder tilbage for samtlige konti
- Dokumentation på, om det er muligt at optage lån i banken.
Hvis du er gift, skal der være dokumentation for din ægtefælles indtægter og udgifter.
Hvis den nødvendige dokumentation ikke modtages, vil ansøgningen blive vurderet ud fra de udgifter, der er dokumenteret.
Husk at udfylde hele ansøgningsskemaet og at skrive det under
Vi gør opmærksom på, at det ikke er muligt at behandle din ansøgning, hvis ansøgningsskemaet ikke er udfyldt og underskrevet. Husk også at skrive årsagen til din ansøgning.
Bruger du selvbetjeningsløsningen bliver din ansøgning automatisk underskrevet med dit NemID.
Når du søger om enkeltydelser vil der blive lavet en vurdering af dine muligheder for selv at betale udgifterne.
Opgørelse af formue
Det vil altid blive undersøgt, om du har en formue, som efter en konkret vurdering bør bruges til at dække udgiften. Hvis du har en formue, vil der blive lavet en konkret og individuel vurdering af, hvorvidt formuen er opsparet med henblik på at betale en nødvendig og forudsigelig kommende udgift. Hvis formuen ikke er bestemt til en nødvendig, forventet fast udgift i fremtiden, skal den indgå i vurderingen af, om du selv har mulighed for at betale udgiften.
Formue dækker både likvide og illikvide midler, og der bliver generelt kun set bort fra en formue, som stammer fra erstatning for tab af erhvervsevne.
Opgørelse af rådighedsbeløb
For at vurdere, om du er berettiget til at modtage enkeltydelser, skal dit rådighedsbeløb desuden beregnes. Det sker ved at beregne forskellen mellem dine indtægter og nødvendige udgifter.
Følgende indtægter tages med i beregningen:
- Løn, kontanthjælp, uddannelseshjælp, dagpenge, sygedagpenge, Revalideringsydelse, SU, ledighedsydelse eller anden forsørgelse
- SU-lån medtagets uanset om det er optaget eller ej
- Boligstøtte uanset om det er søgt eller ej
- Merudgifter bevilget i henhold til serviceloven
Børnebidrag, børnetilskud, ungeydelse og børnefamilieydelse tages med i beregningen, hvis det ansøgte er til at dække barnets behov.
Er du gift, skal lønindtægter fra din ægtefælle medregnes.
Opgørelse af udgifter
Følgende udgifter vurderes som udgangspunkt nødvendige og rimelige og tages med i beregningen:
- Diverse faktiske boligudgifter ved lejebolig, dvs husleje, fællesudgifter, el, vand, varme
- Diverse faktiske boligudgifter ved ejerbolig, dvs. terminsudgifter, ejendomsskatter, renovation, el, vand, varme
- Licens
- Antennebidrag, mindst mulig ”tv-pakke”
- Telefonabonnement, godkender beløb svarende til fastnet-abonnement
- Internetabonnement 10 MBIT
- Familie- eller indbo forsikring samt husforsikring
- Medlemskab af Sygesikringen Danmark ved ansøgning som medicin eller behandling iht. LAS §§ 82 + 82a og INT § 36
- Egenbetalingen til udgifter til børnepasning for børn til og med 3. klasse ved privat pasning godkendes max. prisen på et offentligt tilbud svarende til aldersgruppen
- Kontingent til A-kasse
- Børnebidrag, hvis det betales.
- Medicin, lægeordineret
- Bil, vægtafgift, forsikring, benzin, hvis de er nødvendige af erhvervs- eller helbredsmæssige grunde (ordinært, fast arbejde)
- Ved handicapbil godkendes alle udgifter (eksl. benzin), dog opmærksomhed på tilskud efter servicelovens § 100/§ 41
- Afdrag på kommunalt garanteret indskudslån, hvis du fortsat bor i boligen (godkendes på trods af, at der er tale om et offentligt lån, idet det betragtes og betales som en del af huslejen)
- Afdrag på privat boliglån, hvis du fortsat bor i bolig (dokumentation i form af lejekontrakt sammenholdt med låneaftale)
Følgende udgifter betragtes som udgangspunkt ikke at være nødvendige og rimelige:
- Fagforeningskontingent
- Efterlønsbidrag
- Ulykkesforsikring
- Privat skole
- Garageleje
- Gældsposter til det offentlige
- Afdrag på lån til private og offentlige – bortset fra lån ifm. ejerbolig og boliglån, hvis du fortsat bor i boligen, samt afdragsordning optaget ifm. tidligere ansøgning om enkeltydelse til fx briller eller tandbehandling
- Leje- eller leasing af diverse forbrugsgoder, fx TV, DVD-afspiller, vaskemaskine, tørretumbler osv
- Medlemskab af Sygesikringen Danmark med mindre du søger om tilskud til sygebehandling, herunder medicin.
- Fritidsaktiviteter
I særlige situationer kan det blive krævet, at du betaler enkeltydelser tilbage.
Du skal betale enkeltydelser tilbage, hvis du mod bedre vidende har undladt at give kommunen oplysninger eller, hvis du mod bedre vidende uberettiget har modtaget ydelser.
Det kan også kræves, at du betaler penge tilbage, hvis du har udvist uforsvarlig økonomi eller, hvis du i løbet af kort tid vil være i stand til at tilbagebetale hjælpen.
Bevilling af depositum skal altid betales tilbage. Det står i Aktivlovens § 92.