Gudenåen udspringer i Tinnet Krat nordvest for Tørring og har sit udløb i Randers Fjord ved Randers Bro og er en af Jyllands naturperler og tiltrækker hvert år mange turister og nydere af naturen i øvrigt.
Der er mulighed for at sejle i kano helt fra Tørring til udløbet i Randers Fjord. Desuden er det muligt at sejle med motor- og sejldrevne både på dele af Gudenåstrækningen.
Flora og fauna
Gudenåen er hjemsted for mere end 80 plantearter, heraf 44 vandplantearter.
Blandt hyppigt forekommende arter kan nævnes sumpplanterne brudelys, grenet pindsvineknop og høj sødegræs.
Blandt de egentlige vandplanter er specielt vandaks udbredt og repræsenteret med ikke mindre end 10 arter, 1 varietet og 5 krydsninger.
Flere af plantearterne er medtaget på den dansk gulliste over arter i tilbagegang.
Gudenåens fiskebestand er meget artsrig med bl.a. laks (udsætningsfisk), ørred (sø-, bæk- og havørred), ål, stalling, brasen, skalle, aborre, lampretter (bæk-, flod-, og havlampretter), smerling m.v.
Flere af Gudenåens fiskearter er medtaget i Habitatdirektivets bilag II og på den dansk gul- og rødliste over arter der er hhv. i tilbagegang, forsvundne, truede, sårbare eller sjældne.