Transport og klima

Vores valg af transportform betyder noget for klimaet.

Transport står for en meget stor del af CO2-udledningen i Danmark.

Den transport, som borgerne i Randers Kommune har hvert år, svarer til et CO2-udslip på 250.000 tons. Det betyder, at over 40 % af den samlede CO2-udledning i Randers Kommune kommer fra transporten.

Den store udledning skyldes, at transportsektoren gennem de senere år har været inde i en kraftig vækst, samtidig med at sektoren i dag er næsten 100 % afhængig af fossile brændsler som olie og benzin. Vi kører i flere og flere personbiler, og vi fragter flere og flere varer rundt end nogensinde før.

Find cyklen frem til dine korte ture under 5 km. Cyklen er et fremragende transportmiddel, som sparer klimaet for CO2 og medvirker til, at du får et sundere liv. Samtidig er du med til at mindske trængslen på vejene.

Cyklen er hurtig og nem at komme rundt på i byen. Ofte går det lige så hurtigt på cykel som i bil, når vi tæller al tiden med fra hjemmet til målet for din tur: Indkøb, arbejde, studie eller lignende.

Når du cykler, bliver du mere frisk og får nemmere ved at modtage ny viden eller arbejde koncentreret. Den daglige motion på 30 minutter for voksne kan du måske klare ved at cykle mere.

Hvornår er en elcykel nyttig?

På lange ture over 5 km kan du have brug for medvind. Eller hvis du skal op ad bakke, kan du have brug for ekstra kræfter. En elcykel er en mulighed for dig, når du cykler i bakket terræn, eller når din cykeltur er lang. Der er efterhånden mange gode elcykler på markedet.

Læs mere om test af elcykler

Ved at tage bussen kan du spare CO2. Bussen kører alligevel. Jo flere mennesker der er med i bussen, des mere CO2 sparer vi klimaet for. Regnestykket bliver bedst, hvis de mennesker, som kører med bussen, ellers ville have taget bilen.

Du finder viden om buskørsel i dit lokalområdet hos Midttrafik.