Hjemmeundervisning

Forældre har mulighed for at lade deres børn hjemmeundervise efter reglerne i lov om friskoler, private grundskoler m.m.

Hvis forældrene selv vil sørge for undervisning af deres børn i den undervisningspligtige alder, skal dette skriftligt meddeles til Skoleafdelingen.

Anmeldelsesskemaet kan rekvireres ved henvendelse til Skoleafdelingen eller distriktsskolen eller via nedenstående link.

Meddelelsen skal være Skoleafdelingen i hænde inden hjemmeundervisningen påbegyndes, og indeholde følgende oplysninger:

  • Hvilke børn deltager i hjemmeundervisningen.
  • Hvor foregår undervisningen.
  • Hvem underviser børnene.

Jf. Lov om friskoler og private grundskoler § 34 stk. 2.

Skoleafdelingen sender svar til forældremyndighedsindehaveren med kopi til distriktsskolen.

Forældremyndighedsindehaveren kan ved henvendelse til distriktsskolen indgå aftale om lån af undervisningsmateriale.

Tilsyn med barnets undervisning føres af den skole, som er distriktsskole for barnet. Der føres tilsyn 2 gange årligt efter gældende regler, som beskrevet i Lov om friskoler og private grundskoler § 35, og kort meddelelse om gennemført tilsyn sendes til Skoleafdelingen.

Tilsynet føres ved:

  • Overværelse af undervisningsforløbet
  • Samtale med barnet
  • Vurdering af standpunkt

Såfremt undervisningen ved tilsynet ikke vurderes tilfredsstillende, vil Skoleafdelingen rette henvendelse til forældremyndighedsindehaveren, som beskrevet i loven.

For nærmere information om tilsyn henvises til "Vejledning om undervisningspligtens opfyldelse i friskoler og private grundskoler og tilsynet hermed". Skulle man støde på forhold, der fordrer underretning til de sociale myndigheder, skal dette finde sted efter almindelig gældende procedure.