I tråd med et øget nationalt fokus på antiradikalisering og negativ social kontrol har Randers Kommune, i samarbejde med Østjyllands Politi, etableret en indsats til håndtering af eventuelle bekymringer om radikalisering og negativ social kontrol.
Her kan du bl.a. finde information om, hvordan du som borger kan handle, hvis du er bekymret for en person i dit nærmiljø.
Hvad gør Randers Kommune på området
Randers Kommunes særlige indsats med antiradikalisering og negativ social kontrol varetages af et tværfagligt mødeforum bestående af afdelingsledere inden for fagområderne; social, arbejdsmarked, børn og skole. Mødeforummet har ansvar for at håndtere og fastlægge proceduren i forbindelse med konkrete bekymringer om eller tilfælde af radikalisering og negativ social kontrol samt sikre vidensdeling i Randers Kommune om området.
Hvis du henvender dig med en konkret bekymring, varetages det videre forløb af Randers Kommune og Østjyllands Politi. Du skal efterfølgende ikke forvente at blive kontaktet yderligere.
InfoHus Randers er et mødeforum hvor Randers Kommune og Østjyllands Politi kan drøfte eventuelle bekymringer om radikalisering. InfoHus Randers består af medarbejdere fra Østjyllands Politi og Randers Kommune.
Randers Kommunes forebyggende indsats mod radikalisering og negativ social kontrol varetages desuden af gadeplansmedarbejdere, på skoler, i dagtilbud, på sprogskolen, i SSP osv.
Du kan orientere dig i figuren her hvis du som borger er i tvivl om, hvordan du skal handle, hvis du bliver bekymret for en person i dit nærmiljø, der udviser tegn på radikalisering