Undervisning i brug af synshjælpemidler
Får du bevilliget svagsynsoptik og synshjælpemidler, vil du blive instrueret i brugen heraf.
Undervisning i IT
Giver dit nedsatte syn eller blindhed dig problemer med at betjene computer, smartphone, tablet eller andet elektronisk udstyr, kan Synssamarbejde Midt rådgive/undervise dig i brugen heraf eller vejlede dig i alternativer.
Synsrådgivning
Synskonsulenterne kan give information om øjensygdommen og dens konsekvenser, hjælp til bearbejdning af synstabet samt rådgivning til pårørende og evt. plejepersonale.
Derudover kan synskonsulenten tilbyde hjælp til områder som f.eks.:
- Læsning
- Daglige færdigheder som eksempelvis madlavning, måltidsteknik og personlig hygiejne
- Ledsageteknik (for dig, pårørende og evt. personale)
- Særlige belysningsbehov
- Optimal TV-placering/opsætning
- Undervisning i at orientere sig og færdes sikkert (orientering og mobility)
Hjælp på jobbet
Du kan også få hjælp, hvis dit nedsatte syn giver dig problemer med at udføre nogle af dine arbejdsfunktioner. Det kan f.eks. være problemer med:
- at følge med i dagsordner på møder
- skærmarbejde
- præcisionsarbejde
- at finde hen til eller rundt på arbejdspladsen
Er du sygemeldt på grund af synsproblemet, kan vi tilbyde et samarbejde med din sagsbehandler på jobcentret.
Ansøgning
Hvis du vil ansøge om synsrådgivning og synshjælpemidler, skal du enten ringe til eller møde op hos Synssamarbejde Midt.
Vi tager udgangspunkt i oplysninger fra din øjenlæge og optiker, når vi behandler din ansøgning. Derfor er det vigtigt, at du for nylig har været ved øjenlæge og optiker. Er øjenlægens oplysninger ældre end seks måneder, skal der nye til.
Du skal ikke selv medbringe oplysningerne fra øjenlægen og optikeren. Med din tilladelse anmoder Synssamarbejde Midt om dine synsoplysninger elektronisk.
Når vi har modtaget dine synsoplysninger, vurderer en faglig koordinator, om du er målgruppen til at modtage synsrådgivning og synshjælpemidler. Hvis du er i målgruppen, bliver du kontaktet af en synskonsulent, så I kan få en snak om, hvad vi kan hjælpe dig med. Hvis du ikke er i målgruppen, vil du få et afslag og evt. lidt vejledning.