Fri transport
Du kan få fri transport til og fra genoptræningsstedet, hvis du på grund af helbredsproblemer ikke kan benytte offentlige transportmidler. Det er terapeuten på genoptræningsstedet, der vurderer, om du kan benytte offentlige transportmidler.
Efter aftale med dig bestiller terapeuten transport. Der kan være ventetid og samkørsel med andre personer.
Betalte udgifter til transport
Du kan få udgiften til transport til og fra det kommunale genoptræningssted betalt, hvis:
- du bor mere end 50 km. fra genoptræningsstedet, eller
- du er pensionist
Det gælder for alle ture, at:
- turen skal koste mere end 102 kr. tur/retur for ikke-pensionister og mere end 43 kr. tur/retur for pensionister (2019)
- du kan få betalt det, turen koster med det billigste transportmiddel, du har mulighed for at bruge
- du kan få kørselsgodtgørelse svarende til det beløb, du ville have været berettiget til på det kommunale genoptræningscenter, kommunen har visiteret dig til.
Transport til træning i andre kommuner
Hvis du har valgt et træningssted i en anden kommune, dækker Randers Kommune udgifterne til transport svarende til det, du ville have været berettiget til, hvis du modtog genoptræning på det træningssted, som Randers Kommune har henvist til.
Sådan søger du om at få dine transportudgifter betalt
Du kan hente blanketten til befordringsgodtgørelse hos din trænende terapeut.
Du får summen af dine transportudgifter udbetalt, når du har afsluttet dit genoptræningsforløb.