En god regel er, at forældrene bestemmer, hvad der kommer på bordet, og barnet bestemmer, hvor meget der spises. Måltidet må ikke blive en "spiseeksamen", der skal bestås.
Børns indtag af mad kan være meget forskelligt fra dag til dag. Deres appetit afhænger af mange ting, fx dagens aktivitetsniveau, madens udseende og duft, måltidsmønsteret og ikke mindst stemningen ved spisebordet.
Spisevægring ledsaget af utilstrækkelig vægtøgning kan være et væsentligt tegn på sygdom, men også en reaktion på barnets og familiens situation. Kontakt din sundhedsplejerske eller læge, hvis dit barn har haft spisevægring over længere tid og ikke tager på i vægt eller får nedsat fysisk aktivitetsniveau.