Julemærkehjem

Julemærkehjemmene er et tilbud til børn i alderen 7-14 år der mistrives i hverdagen. Her kan man bl.a. få hjælp til større selvværd og vægttab.

Julemærkehjemmene hjælper børn, der mistrives, herunder børn der har brug for hjælp til at tackle mobning, ensomhed, lavt selvværd og for manges vedkommende også overvægt. Et ophold på julemærkehjem varer 10 uger og er et gratis tilbud til børn mellem syv-14 år.

På julemærkehjemmene bliver børnene en del af et fælleskab med sammenhold, støtte og omsorg fra både børn og voksne. Børnene bliver hjulpet til at udvikle sig og tro på sig selv. Børnene lærer også om sund kost, motion og fysisk og psykisk sundhed, og for mange børn bliver et ophold starten på en helt ny livsstil.

Det er sjovt, lærerigt og udfordrende at være på julemærkehjem med bevægelse, leg og fælles aktiviteter hver dag. Børnene går også i skole. De bliver inddelt i små hold, som giver plads til ro, fordybelse og nærvær. Det giver mange af børnene fornyet lyst til at komme tilbage i skole, og ofte oplever de, at de er dygtigere, når de tager hjem, end da de kom.

Læs om julemærkehjemmets betydning for 6 børn 10 år efter deres ophold.

Forældresamarbejde

Julemærkehjemmene arbejder tæt sammen med familien.

Forældre forventes at støtte barnet både før, under og efter opholdet for at give de bedste forudsætninger for, at barnet kan fastholde den positive udvikling og nye, gode vaner.

Sundhedsplejen følger op på alle børn, der kommer hjem fra julemærkehjem, for at understøtte familiens arbejde med at få integreret de nye vaner i hverdagen.

Ansøgning

For at komme på julemærkehjem, skal man udfylde et ansøgningsskema på julemærkehjemmenes hjemmeside og ansøge i samarbejde med ens læge.