Fremtidsscenariet

Læs mere om fremtidsscenariet, som skal danne grundlag for udviklingsplanen.

Byen til Vandet er et historisk stort byudviklingsprojekt i Randers. For at undersøge potentialerne og udfordringerne igangsatte byrådet i 2015 i samarbejde med Realdania en forundersøgelse af 7 scenarier for byudviklingen, der belyser mulighederne for synergier mellem natur, klimatilpasning og infrastruktur. 

Byrådet har enstemmigt i 2017 udvalgt "Scenarie 4a - klimabroen" til nærmere konkretisering og som grundlag for en udviklingsplan. Scenariet giver en forbedret infrastruktur og et stort byudviklingspotentiale i kombination med klimatilpasningen i KLIMABÅNDET.

Med byrådets valg af "Scenarie 4a" blev der skabt et grundlag for at opnå muligheder for merværdi i investeringerne i en byudvikling, der tager udgangspunkt i at finde flest mulige synergier mellem trafikale løsninger, klimatilpasning, adgange til naturen samt indtægter ved salg af attraktive byggeretter. Scenariet blev udvalgt fordi det indeholder store byudviklingspotentialer for ophold og bebyggelse helt tæt på vandet omkring det nordlige havnebassin samt muligheden for at byudvikle Pieren fra øst sikrer fleksibilitet i forhold til havnens udflytning.

Randers sikres mod stormflod

Scenarie 4a er Klimabroen i kombination med den eksisterende Randers Bro. Klimabroen etableres med løsninger, der sikrer store dele af Randers midtby mod stormflod. Scenariet skaber en række interessante muligheder for at komme helt tæt til vandet øst for Randers Bro.

Rekreative muligheder ved havnen

Scenariet adskiller sig ved det unikke potentiale der kan skabes omkring bearbejdningen af det nordlige havnebassin. Med etableringen af Klimabroen  skabes muligheden for at anvende havnebassinet som et sluseregulerende vandspejl. Dette betyder, at arealerne langs bassinet kan give særlige rekreations- og boligkvaliteter, da risikoen for havvandsstigninger og store nedbørsmængder kan kontrolleres, og der ikke vil være behov for at klimasikre terrænet og bygningerne inden for det nordlige havnebassin. 

Pieren udgør et unikt potentiale

Pieren udgør i dette scenarie et stort potentiale med muligheden for trafikbetjening fra øst via klimabroen. Herved sikres en fremtidig fleksibilitet i forhold til havnens udflytning fra Pieren samt robuste muligheder for at starte udviklingen inden for flere delområder. Scenariet karakteriseres derfor af et unikt potentiale for et varieret byliv og en samlet byudvikling, der over tid har flere strenge at spille på.

Randers Bro bevares

Randers Bro bevares som trafikåre. Dette betyder at Tørvebryggen fortsat vil udgøre en barriere vest for Randers Bro mellem midtbyen og vandet, og det vil påvirke udnyttelsesmulighederne på delområderne vest for Randers Bro.