Udbud: Deltagelse i arealudviklingsselskab

Randers Kommune søger en samarbejdspartner, der ved deltagelse i et arealudviklingsselskab skal forestå realisering af Flodbyens etape 1 og 2.

Randers Kommune indbyder hermed alle interesserede til at deltage i udviklingen af Flodbyen Randers. Ved udbuddet søger Randers Kommune en samarbejdspartner, der ved deltagelse i et arealudviklingsselskab skal forestå udviklingen af de første etaper i Flodbyen Randers.

Arealudviklingsselskabet har til formål at erhverve, byggemodne og udvikle etape 1 og 2 i Flodbyen Randers med henblik på salg af byggeretter/-felter til videreudvikling og opførelse af attraktive bykvarterer med fokus på boliger, erhverv, offentlige funktioner og rekreation i grønne omgivelser.

Projektomfang

Det samlede projektområde for Flodbyen Randers består af et grundareal på ca. 59 ha, hvor etape 1 og 2 udgør 24,4 ha med en forventet samlet byggemulighed på ca. 170.000 etagemeter. Etape 1 omfatter Brotoften, Busterminalen og Bolværksgrunden (ca. 9,9 ha), og etape 2 omfatter Nordhavnen og Toldbodgadekvarteret (ca. 14,5 ha).

Etape 2 igangsættes forventeligt i 2028, når de nuværende havnevirksomheder er fraflyttet, og arealerne er tilgængelige for byudvikling.

Arealudviklingsselskabet etableres af Randers Kommune og investor i fællesskab. Investor opnår som led i samarbejdet købepligt og -ret til færdigudviklede byggeretter på i alt ca. 85.000 etagemeter byggeret.

Tidsfrist og bedømmelse

Arealerne og selskabsdeltagelsen udbydes i henhold til lov om kommunernes styrelse § 68, og bekendtgørelse nr. 396 af 3. marts 2021 om offentligt udbud ved salg af kommunens henholdsvis regionens faste ejendomme. Udbudsprocessen gennemføres som udbud med mulighed for forhandling i perioden fra primo maj 2021 frem til december 2021.

Tilbud skal afgives senest den 8. september 2021 kl. 12.00.

Randers Kommune vil antage det samlet set bedste tilbud, i hvilken forbindelse der både lægges vægt på kvaliteten og økonomien i tilbudsgivernes tilbud. Som led i udbuddet vil de interesserede tilbudsgivere således blive vurderet på, om de har en tilstrækkelig finansiel styrke til at løfte opgaven, og mindst lige så vigtigt: Om de deler visionerne for udviklingen af Flodbyen Randers over de kommende generationer.

Adgang til udbudsmateriale og yderligere informationer

Interesserede tilbudsgivere kan få adgang til udbudsmaterialet, dokumenter og yderligere oplysninger om udbuddet ved henvendelse til advokat Jesper Lauge Johannesen, jlj@bechbruun.com, Bech-Bruun Advokatpartnerselskab.

Randers Kommune inviterer til online informationsmøde for interesserede tilbudsgivere torsdag den 27. maj 2021 kl. 15.00-16.30.

Her vil Randers Kommune præsentere det ambitiøse byudviklingsprojekt og gennemgå elementerne i udbudsmaterialet. Kommunen inviterer efterfølgende interesserede tilbudsgivere til Randers med henblik på besigtigelse af projektområdet primo juni. Nærmere information følger herom.