Arkitekturpolitikken indeholder store ambitioner om arkitektonisk kvalitet i hele Randers Kommune.
Byrådets arkitekturpolitik skal være med til at sikre en tilpasning af nybyggeri til de eksisterende bygninger, til området, til landsbyen, til kvarteret, til landskabet eller naturen. Kvalificeret sagsbehandling, på baggrund af fastlagte retningslinjer i vejledningsgrundlaget, skal forhindre skæmmende bygninger og offentlige rum, herunder sikre byrummenes og landområdernes særlige karakter.
Beskæftigelsespolitikken - Beskæftigelsesplan 2019 - tager udgangspunkt i beskæftigelsesudvalgets seks fokuspunkter for perioden 2018-2021. De seks fokuspunkter indgår under Randers Kommunes vision: "Randers - vi tør gå nye veje".
Med de seks fokuspunkter som omdrejningspunkt i beskæftigelsesplanen, vil jobcentret have et særligt fokus på disse områder frem til 2021, og samtidig vil beskæftigelsesplanen have et flerårigt sigte. Beskæftigelsesplanen vil dog hvert år blive opdateret og justeret i forhold til udviklingen.
De 6 fokuspunkter er:
- Unge i uddannelse eller beskæftigelse.
- Samspil mellem arbejdsmarkedsområdet og erhvervslivet for at sikre job og uddannelse.
- Helhedsorienteret indsats for at få udsatte borgere i beskæftigelse.
- Den gode borgerkontakt på jobcentret.
- Vellykket integration af flygtninge i Randers Kommune.
- Sund økonomi på beskæftigelsesområdet.
Gode overgange fra dagtilbud til skole og fritidstilbud, tæt samarbejde med forældre, at støtte børn i at lære at mestre eget liv og blive så dygtige som de kan og ikke mindst fokus på en tidlig indsats, fordi det virker. Det er nogle af nøgleordene i Børn- og ungepolitikken.
Politikken handler om retningen for de mange aktiviteter og tilbud til børn og unge i alderen 0-18 år og er udarbejdet i samarbejde mellem Børn og Skole og Socialområdet.
Erhvervs- og turismepolitikken skal sikre rammer, der understøtter virksomhedernes drift og udvikling.
Politikken handler om, hvordan Randers Kommune sikrer, at det lokale erhvervsliv har rammer, hvor virksomheder kan vækste og skabe arbejdspladser, og hvordan Randers Kommune kan bidrage til at skabe bedre vilkår for turismeerhvervet.
Der er tre hovedtemaer i den nye Fritids- og idrætspolitik for Randers Kommune: Folkeoplysning, aktivitetsudvikling og facilitetsudvikling.
Formålet med folkeoplysningen er at fremme demokratiforståelse og aktivt medborgerskab. Sigtet er at styrke den enkeltes evne og lyst til at tage ansvar for eget liv og til at deltage aktivt og engageret i samfundslivet.
Vi ønsker en højere idræts-, motions- og fritidsdeltagelse generelt. Der er basis for at fokusere på tiltag, der kan øge antallet af medlemmer i foreninger som udtryk for øget aktivitet.
Det er et mangfoldigt idrætsbillede, der skal faciliteres i Randers Kommune. Mange borgere dyrker idræt og motion i foreningsregi og andre i selvorganiserede rammer. Forudsætningerne og udfordringerne er derfor, at idrætsfaciliteterne i kommunen skal fremtidssikres med fleksible anvendelsesmuligheder samtidig med, at faciliteterne også understøtter de primære og traditionelle idrætsgrene.
Indkøbspolitikken fastlægger de overordnede rammer for indkøb og konkurrenceudsættelse i Randers Kommune.
Indkøbspolitikken gælder for hele Randers Kommune. Den er rettet mod kommunens ansatte, men i høj grad også mod leverandører, der ønsker at kende rammerne for kommunens indkøb og konkurrenceudsættelse.
Randers Kommunes opgaver skal løses mest effektivt og hensigtsmæssigt ud fra en helhedsbetragtning. Derfor anvendes konkurrenceudsættelse som et blandt flere midler til fortsat at sikre, at vi får mest muligt for pengene.
Med den nye politik sættes fokus på økonomisk ansvarlige, effektive og professionelle indkøb, som sker efter totaløkonomiske principper og med en høj grad af digitalisering af indkøbsprocessen. Bæredygtighed og samfundsansvarlighed spiller en central rolle i politikken og understreger, at kommunen lægger vægt på miljømæssige og sociale hensyn – også i forbindelse med indkøb. I politikken fremhæves desuden vigtigheden af at have et professionelt og effektivt samarbejde med kommunens eksisterende og potentielle leverandører samt eksterne samarbejdspartnere.
Rent drikkevand, bedre adgang til naturen for borgere, bedre biodiversitet og grøn erhvervsudvikling. Det er nogle af emnerne i en ny klima-, natur- og miljøpolitik, som Randers Byråd enstemmigt har godkendt.
En lang række af kulturproducerende og –formidlende institutioner og kulturaktører sikrer både sammen og hver for sig, at vi løbende får inspirerende kultur og kunst til glæde for alle og i hele Randers Kommune. Derfor er en stærk, kulturel infrastruktur vigtig. Kulturpolitikken skal sikre, at flere, såvel i Randers kommune som borgere udefra, får inspiration, livsglæde og læring gennem vores kulturtilbud.
Landdistriktspolitikken udstikker de overordnede rammer for det, der skal arbejdes med for at gøre Randers Kommunes landdistrikter endnu mere tiltrækkende.
Overordnet set er politikken opdelt i temaerne:
- Rammer for fællesskaber på landet
- Rammer for bosætning på landet
- Samskabelse
I Randers Kommune har vi fokus på tidlige indsatser, sundhed og forebyggelse. Det er en del af Randers Byråds vision for 2018, og denne Omsorgs- og Værdighedspolitik er med til at omsætte visionen til handling. Omsorgs- og Værdighedspolitikken beskriver de overordnede rammer for omsorgsområdet. De konkrete tiltag for borgerne bliver løbende besluttet og iværksat af byrådet, omsorgsudvalget og medarbejderne i omsorgsområdet. Politikken henvender sig til alle borgere som har behov for visiterede ydelser fra omsorgsområdet. Størstedelen af disse borgere tilhører den ældre befolkningsgruppe, men politikken omfatter alle alders og befolkningsgrupper med behov for støtte fra omsorgsområdet. Randers Kommunes politik for omsorg og værdighed indeholder definitioner, holdninger og mål, som er suppleret med interessant fakta fra området.
Personalepolitikken er en væsentlig hjørnesten i det fundament, vi ønsker at arbejde og samarbejde på i Randers Kommune. Den består af 6 bærende værdier, fokusområder samt delpolitikker.
Personalepolitikken skal bidrage til gode vilkår og udviklende rammer for medarbejderne, og den skal medvirke til at danne grundlaget for et godt arbejdsmiljø. Vi har en forpligtelse til at fremme trivsel og arbejdsglæde til gavn for den enkelte og for arbejdspladsen, og vi lever op til aftalen om fremme af trivsel og sundhed på arbejdspladsen.
I politikken bliver det fastslået, hvad vi i Randers Kommune vil med aktivt medborgerskab, og hvordan vi vil opnå det. Derfor følger politikken gennemgående to spor om, hvad vi vil, og hvordan vi vil gøre det. Sådan vil vi vise, hvordan vi vil tænke Randers’ borgere ind i de fælles opgaver, så borgerne får indflydelse på det, der ligger dem nært, og vi sammen kan skabe et endnu bedre Randers.
Randers kommunes handicappolitik er udformet under overskriften "Politik for borgere med særlige behov" og er baseret, at borgerens ønsker og drømme til eget liv er afsættet for det fælles arbejde. Det er med udgangspunkt heri, at vi i de kommende år vil arbejde for, at flere borgere kommer i uddannelse eller beskæftigelse samt at flere borgere mestrer eget liv. Det er vigtigt at have fokus på dette, da det øger livskvaliteten ved at give den enkelte flere muligheder, gør dem i stand til at gribe de muligheder, som opstår samt bidrager til at styrke fællesskabet.
Politik for borgere med særlig behov er med til at sikre den rette kurs, da politikken beskriver de overordnede rammer og målsætninger for samarbejdet med borgere i Randers Kommune, der på den ene eller anden måde har en funktionsnedsættelse eller andre barrierer og derfor har et særligt behov for støtte fra kommunens side.
Rejsepolitikken omfatter økonomiudvalget og de stående udvalgs deltagelse i rejser.
En rejse forstås i denne rejsepolitik som en aktivitet, som strækker sig over flere dage, og hvor alle medlemmer af det pågældende udvalg er inviteret til at deltage.
Byrådsmedlemmers deltagelse i kurser, konferencer, seminarer og lignende er ikke omfattet af rejsepolitikken.
Randers Kommunes skiltepolitik skal bidrage til at sikre kvalitet og helhedspræg samtidig med, at der skal være plads til fantasi og udvikling.
Skiltning bør ske med omtanke og respekt for bygningernes arkitektur, byens karakter og landskabet. Tager man disse hensyn, kan skilte være med til at skabe spændende og smukke miljøer, hvilket kan være til gavn og glæde for alle kommunens borgere. Randers Kommunes skiltepolitik træder i kraft, hvor der ikke er andre regler som fx lokalplaner, vejregler og tinglysning, der regulerer skiltning på ejendommen.
Hvis du ønsker at sætte et skilt op, hvor der er vedtaget en lokalplan, skal skiltningen overholde lokalplanens bestemmelser. Hvis du vil sætte et skilt op i landzone, kan der være krav om en landzonetilladelse. Krav om landzonetilladelse vil oftest hænge sammen med et krav om byggetilladelse på grund af konstruktionsmæssige forhold, såsom størrelse og placering.
Med sundhedspolitikken sætter vi fokus på både fysisk og mental sundhed. Sundhed og trivsel ikke er fordelt ligeligt i alle grupper af samfundet, men vi vil arbejde for at sikre lighed i sundhed, sådan alle borgere får mulighed for at leve et sundt liv i trivsel. Det gælder også dem, der behøver ekstra hjælp og støtte til at styrke eget ansvar for at tilegne sig sunde vaner. Især er det vigtigt, at der er opmærksomhed på en tidlig indsats i forhold til børn og unge.
I 2019 trådte en ny sundhedsaftale, som er indgået mellem region, kommuner og praksis, i kraft.
I denne video kan du høre mere om, hvordan vi i fællesskab arbejder mod samme mål.
Folkeskolerne i Randers skal ruste eleverne bedst muligt til en fremtid i forandring, og flere unge skal i uddannelse. Det er kerneområderne i uddannelsespolitikken.
Børn og unge skal dannes og uddannes, så de kan realisere deres drømme og håb for fremtiden. Samtidig skal Randers som en attraktiv uddannelsesby være med til at sikre, at flere unge under 25 år gennemfører en ungdomsuddannelse.
Kommunens økonomiske politik vedtages af byrådet og vil kunne ændres af byrådet. Politikken evalueres og (gen)vedtages ved starten af en ny byrådsperiode.
Overordnet kan målet med den økonomiske politik sammenfattes i målsætningerne om, at Randers Kommune skal være kendetegnet ved: En sund økonomisk styringskultur og sikker drift.